Af: Steen Jakobsen, sj@minagro.nl
Resumé af dagens nyhedsbrev:
- Kina køber store mængder amerikansk majs
- Nedbør i Argentina skuffer igen!
I de sidste 4 dage har Kina købt 2,1 millioner tons amerikansk majs. Hvad markedet har ignoreret de sidste mange måneder, ignoreres i hvert fald ikke af Kina. Der er ingen andre end USA til at sælge majs i de næste 4 måneder. Kina konkluderer, at hvis man vil være sikker på at få majs i perioden frem til juli eller måske endda august, så må man hellere bestille nu.
Der er ingen af vores læsere, der er overraskede over, at det sker. Alligevel er markedet stadig i benægtelse. Mange analytikere siger, at dette blot er en dråbe i havet. Den amerikanske majseksport er så meget bagud, at der ifølge stort set alle analytikere ikke er nogen måde at kompensere for dette. Og ja, de har ret i, at USA eksporterede meget mindre end normalt i de sidste 6 måneder. Men det er ikke mærkeligt, når Brasilien eksportere en rekord på 7 millioner tons om måneden. Det er mindst 3 millioner tons mere end noget andet år. Men Brasilien er stoppet med at eksportere majs og starter tidligst igen til Juli.
Hvis man ikke er bekymret for, hvad der vil ske, nu hvor Brasilien er stoppet med at eksportere, så risikerer man sig en stor overraskelse. Denne mening har vi dog indtil nu været meget alene om at have. Det ser dog ud til, at Kina er enig i vores analyse. Og Kina tager sjældent fejl i forhold til at analysere markedet.
Vi forventer, at majseksporten fra USA vil nå op på 1,5 til 2 millioner tons om ugen inden for 2 eller 3 uger. Vi havde forventet, at det ville ske tidligere, men som du ved, så blev Brasilien ved med at eksportere nogle uger længere end forventet. Dette var et resultat af den lange vækstsæson og dermed senere høst af sojabønner.
Hvis majseksporten når op på 1,5 millioner tons i gennemsnit om ugen, vil USA være udsolgt 8 uger før den nye høst. Det betyder, at USA vil have majs til rådighed til eksport indtil begyndelsen af juli og ikke længere. Hvad der derefter sker, er ukendt, men det vil ikke være behageligt for købere.
Hvis majseksporten når op på 2 millioner tons i gennemsnit, vil USA være udsolgt endnu 4 uger tidligere. Dvs at USA må stoppe med at eksportere majs i begyndelsen af juni.
USA har aldrig været nødsaget til at stoppe deres majseksport nogensinde før!
Husk sidste sæson, hvor markedet var absolut bekymret for, om der ville blive udsolgt af korn. Dette var absolut unødvendigt. I sidste sæson kunne Ukraine ikke eksportere så meget som normalt. Men Ukraine producerer mindre korn i alt end USA og EU tilsammen tabte i udbytte i denne sæson. Nu hvor det er nødvendigt at bekymre sig, så er markedet slet ikke bekymret.
Nedbør i Argentina skuffer igen!
I for godt en uge siden præsenterede vi en omfattende analyse af soja i Argentina, hvor vi konkluderede, at nedbør stadig kunne gøre en stor forskel. Vi baserede dette på udviklingen af amerikansk soja tilbage i 2012.
For en uge siden var vejrudsigterne for Argentina meget lovende. De forudsagde, at alle områder, der virkelig havde brug for nedbør, ville få mindst 25 mm. Nu hvor den uge er omme, må vi desværre konkludere, at vejrudsigterne var meget forkerte. Nedenfor ser du den faktiske nedbør til venstre og den forventede nedbør til højre.

Som udgangspunkt fik alle de områder, der var i stort behov, og som var forudsagt at få mindst 25 mm, absolut ingen nedbør. Manglen på regn betyder desværre, at vores analyse fra sidste uge ikke holder. Denne analyse var under forudsætning af den forventede regn.
Der er endnu engang en del regn i prognosen for de tørre områder, men det kan igen være en fejlagtig prognose. Det begynder også at blive for sent for sojaen i de ekstremt tørre områder.
Nedenfor har vi de seneste 30 dages samlede nedbør, zoomet ind på de områder, der producerer soja. Vi har markeret med rødt de områder, der har modtaget mindre end 50 mm i de seneste 30 dage. Til højre har vi et kort med sojaproduktion i Argentina. På dette kort har vi markeret samme område som på kortet med nedbør.

Det er svært at give en nøjagtig procentdel af, hvor meget soja der er i problemområderne, og hvor meget der er udenfor. Vi mener, at et godt skøn er, at halvdelen er i området med stor bekymring og den anden halvdel dermed i områder der har fået ”tilstrækkeligt” med nedbør.
Hvis vi skulle lave et produktionsestimat, så ville vi blive overraskede, hvis det areal, der klarer sig rimeligt godt, ikke høster 20 til 25 millioner tons. Om det er 20 eller 25 afhænger af vejret i de næste par uger. 20 til 25 er 3 til 8 millioner tons mindre end hvad et normalt år ville give.
Det område, der har det rigtig dårligt, vil ikke være et nuludbytte. Og selvom der ikke var meget regn, var det ikke helt tørt. Det er vores erfaring, at sojabønner selv i ekstremt tørre og varme år stadig giver op til 50% af normalt udbytte. Det ville betyde, at disse områder ville give 10 til 12 millioner tons.
Vi er måske for optimistiske, men vi ville blive overrasket, hvis den endelige produktion ender under 30 millioner tons. Og det er også selvom det forbliver tørt.