ALARM: Hvedeprisen går nu mod nye høje mål frem mod høst

Afgrødepriserne er sat under massivt pres.

Der er i den grad tale om prispositive takter for hveden her i Europa. Du skal ikke sælge din hvede endnu, da hvedeprisen stryger i vejret. Det peger fortsat op for hvedeprisen frem mod høst, selvom hvedeprisen allerede har taget et kraftigt ryk op hen over det seneste knap halve år. Min generelle anbefaling er derfor uforandret siden september - afvent salg. Nederst på siden kan du læse min analyse og handelsanbefaling for hvedeproducenter.

Det kan virke en anelse mærkværdigt at vi hen over det seneste snart halve år, har været vidner til en hvedepris, der her i Europa er gået op i streg, når der ifølge det amerikanske landbrugsministerium ser ud til at være rigeligt med hvede tilgængeligt ude på de globale lagre. Kan vi tage det seneste estimat for gode vare, så vil slutlageret med hvede på globalt plan i 2019/20 ende op på 288,1 millioner tons. Det vil i givet fald svare en stigning på 10 millioner tons, set i forhold til sæsonen 2018/19. Men kan det virkeligt passe? Nej det kan det næppe. For med elendige vejrforhold for hvede flere steder i verden hen over de seneste fem til seks måneder, blandt andet i Europa, Australien og USA, så er det ikke særligt sandsynligt, at den globale hvedeproduktion i 2020 vil kunne slå rekorden fra 2019. Samtidig er forbruget af hvede på globalt plan eskalerende og det må alt andet lige betyde, at det globale hvedelager vil gå ned i 2019/20, set i forhold til sæsonen 2018/19. Derfor forventer jeg, at det amerikanske landbrugsministerium hen over de kommende måneder vil begynde at skrive hvedelageret ned på globalt plan. Denne forventning ligger også i markedet, nu hvor vi som sagt allerede har set en hvedepris, der er gået godt op, hen over det seneste snart halve år.

Hvede Analyse og Anbefaling

Anbefaling

Aktuel pris er: 194 euro pr. ton.

Hvedeprisen er i op-trend på lang sigt og har frem mod høsten næste sommer mål oppe i området omkring 200 til 220 euro. Brud under 181 euro vil signalere et del-salg af hvede. Men kun et del-salg, eftersom jeg stadig forventer at hvedeprisen skal arbejde sig op i første halvdel af 2020.

Teknisk Analyse

Den europæiske hvedepris bryder ubesværet gennem et afgørende prisloft og modstandsniveau i opadgående retning. Og hvedeprisen suser nu hastigt op mod mit næste prismål der stammer ved topniveauerne vi senest så tilbage i 2018. Året 2020 ser dermed prismæssigt ud til at blive et godt år for europæiske hvedeproducenter – i det mindste rent prismæssigt. Det faktum at hvedeprisen stiger, til trods for at vi ifølge det amerikanske landbrugsministerium, vil se et global hvedelager der går op i 2020, bekræfter os i at teknisk analyse fungerer og at de fundamentale udbud og efterspørgselsfaktorer kan blive sat ud af spil. Således handler hvedemarkedet ikke på den aktuelle forsyningssituation men derimod på en forventning til, at 2020 nok næppe kommer til at byde på nye produktionsrekorder i Europa.

Jeg ser derfor ikke nogen grund til, at du som planteavler skal påbegynde salg af 2020 høsten endnu. Jeg forventer fortsat, at hvedeprisen vil ligge højere end i dag, når vi når sommer og høstmånederne. Jeg fastholder med andre ord min generelle anbefaling fra september måned sidste år, om at afvente salg.

Nyt prismål ved pristoppe fra 2018

I december var hvedeprisen nede og ramme et midlertidigt lavpunkt i 181 euro pr. ton. Siden er det atter gået op og i skrivende stund handler hvedeprisen på MATIF til 194 euro pr. ton. Dermed har hvedeprisen nu for alvor brudt med det gamle prisloft og modstandsniveau, der lå i området omkring 190 euro.

Pilen har overordnet set været op for hvedeprisen siden september måned, hvor hvedeprisen var nede og ramme et bindniveau i 155 euro pr. ton. Med en aktuel pris på 194 euro har hvedeprisen derfor allerede taget et kraftigt ryk op siden sensommeren 2019.

Mit mål for hvedeprisen frem mod høst til sommer 2020 flytter jeg nu op fra 200 euro til toppe fra 2018 i 220 euro. Dette prismål er ikke urealistisk og bakkes også op af de tekniske indikatorer, der udviser stigende momentum i opadgående retning.

I nedadgående retning er der i første omgang støtte til hvedeprisen ved 187,50 euro. Et brud under 187,50 euro vil udgøre første lille svaghedstegn og vil derfor være et meget tidligt signal til salg. Dog vil trenden vedblive op, for hvedeprisen, så længe hvedeprisen kan holde sig over næste bund og støtteniveau, der ligger nede ved 181 euro pr. ton. Først ved brud under 181 euro vil jeg gå i salg på hvede. Det vil med andre ord sige, at så længe hvedeprisen kan holde sig over bund og støtte i 181 euro, så fastholder jeg min generelle købsanbefaling og dermed også min overordnede anbefaling til planteavlere om at være afventende med salg.

Ugegraf