Kirkland Lake Gold – en guldaktie til porteføljen

En investering der spreder din risiko.

Kirkland Lake Gold er endnu en canadisk guldmineaktie med aktiviteter i både Canada og Australien. Modsat de fleste andre gængse guldmine aktie, har aktien præsteret godt, selv i perioder hvor guldprisen har været faldende. Aktien har således været i kontinuerlig op-trend siden den kom i handel tilbage i 2015. Lige nu banker aktien på i opadgående retning og det tyder ikke på at opturen er slut. Derfor kunne aktien være aktuel at få med i porteføljen, som et alternativ til mere almindelige cykliske aktier.

Handelsstrategi

Aktuel kurs: 64,61 CAD

Aktien er i langsigtet op-trend. Denne op-trend bekræftes ved brud op over tidligere kursrekord i 67,90 CAD. Bruddet vil frembringe en ny købsmulighed. Målet lægger jeg ved 90 CAD. Salgs og tabsstop ved køb af aktien kan sætte ved brud under 60 eller 55 CAD afhængig af risikovillighed.

Teknisk analyse

Siden aktien kom i handel tilbage i 2015 er det stort set kun gået op. Da guldprisen for alvor begyndte at stige tilbage i 2018 fik aktien for alvor gang i det opadgående momentum. Således er aktien hen over det seneste år gået fra et lavpunkt ved 22,42 CAD til et topniveau i september måned i år ved 67,90 CAD.

Fra september måned og frem til i dag er aktien dog gået lidt i stå. Det har betydet at aktien hen over de seneste måneder har fundet sig til rette i et sidelæns handelsinterval gående fra bund og støtte i godt 55 CAD og op til top og modstand ved gammel kursrekord i 67,90 CAD.

I skrivende stund handler aktien til en kurs på lige godt 64 CAD. Dermed har aktien nu retning op mod intervallets top og modstandsniveau i 67,90 CAD. Bryder aktien gennem dette top og modstandsniveau, hvilket meget tyder på, så vil op-trenden blive bekræftet.

I givet fald vil aktien have endnu et godt opadgående stigningspotentiale.

Aktien har det med at bevæge sig op i pludselige og symmetriske ryk, efter perioder med sidelæns handel. Blive næste ryk ligeså stort som de forudgående, så har aktien kursmål oppe i området omkring 90 CAD.

I nedadgående retning er der støtte til aktien ved intervallets bund i 55 CAD. Et brud her under vil betyde at trenden vender til ned. Derfor vil et brud under 55 CAD frembringe et salg.

Der er dog ikke meget der tyder på, at aktien skal tilbage i ned-trend. I stedet signalerer de tekniske indikatorer at op-trenden skal fortsætte og at aktien dermed skal op og bryde top og modstand ved 67,90 CAD. De tekniske indikatorer bakker derfor også op om køb af aktien.

Ugegraf